Opdagelsesrejsende i bakterier får forskerpris og en kvart million

Opdagelsesrejsende i bakterier får forskerpris og en kvart million

Bakterieforskning med en helt ny DNA-metode bliver nu belønnet med Spar Nord Fondens Forskningspris på 250.000 kroner til den 29-årige civilingeniør og postdoc-forsker Mads Albertsen fra Aalborg Universitets Institut for Kemi og Biovidenskab. Han ser arbejdet som en opdagelsesrejse, der kombinerer videnskabelig grundforskning med nyttig hjælp til industrien.

Last modified: 01.06.2015

 Mads Albertsen har i sin ph.d. afhandling arbejdet med biologiske metoder til at fjerne fosfor fra spildevand. Fosfor fra kunstgødning kan skade vandmiljøet med algeopblomstring og iltsvind, men samtidigt er fosfor et livsnødvendigt næringsstof for planter, dyr og mennesker.

En vigtig potentiel kilde til genbrug af fosfor er spildevand fra byer og industrier. Mads Albertsens arbejde har skabt en bedre forståelse for biologisk fosforfjernelse, og for hvordan de forskellige bakterier spiller sammen i et renseanlæg. Hans forskning har ført til en banebrydende ny DNA-metode til at undersøge komplekse bakteriesamfund uden først at isolere de enkelte bakterier. Dermed kan de studeres i det system, hvor de naturligt lever.

Metoden kan også benyttes inden for områder som biomedicin og ernæring. Den nye viden er blevet offentliggjort i det ansete videnskabelige tidsskrift ”Nature Biotechnology”, og det er i sig selv meget usædvanligt at få sine resultater præsenteret på så fornem en plads så tidligt i forskerkarrieren.

PÅ JAGT EFTER UKENDT LIV

Ud over at udvikle DNA-metoden har Mads Albertsen opdaget en helt ny bakterieart og beskrevet mikrobiologien i bakteriesamfund på nye detaljerede måder. At opdage en ny bakterieart svarer til at opdage den første ”fugl” eller den første ”plante”, så han har bidraget til at løfte sløret for hidtil ukendt liv på jorden.

For prismodtageren er arbejdet da også en slags opdagelsesrejse:

- Vi går på opdagelse efter nye spændende bakterier. Nogle, man ikke har set før, og andre, der er brugbare i industrien. På den måde står vi et spændende sted i øjeblikket med vores forskning. Det er et unikt eksempel på, at fælles viden både kan skabe grundforskning med videnskabelige resultater på højt niveau, samtidig med at den kan anvendes direkte i industrien, forklarer Mads Albertsen.

HELT USÆDVANLIGT TALENT

Professor Per Halkjær Nielsen leder den gruppe på Aalborg Universitet, som Mads Albertsen er en del af. Han beskriver sin unge kollega som ”et helt særligt og usædvanligt stort forskertalent, der fortjener al mulig støtte”. Mads Albertsen betragter da også Spar Nord Fondens Forskningspris som en vigtig opbakning og opmuntring:

- Det er rart med anerkendelsen for jeg bruger næsten al min tid på det. Men det er ikke bare mig, der har siddet i et hjørne og fundet frem til det. Jeg er del af en stor forskningsgruppe, som arbejder meget på tværs. Vi bruger hinandens specielle kompetencer til at lave noget, der ellers ikke ville være muligt. Jeg har samarbejdet med nogle af verdens dygtigste forskere på området, som sidder i Australien, og det har også kun været muligt takket være gruppens stærke internationale netværk, siger Mads Albertsen.

YDERLIGERE OPLYSNINGER

  • Spar Nord Fondens Forskningspris er blevet uddelt siden 1999. Prisen er på 250.000 kroner. De 200.000 kroner er dedikeret til videre forskning, mens 50.000 kroner er til prismodtageren selv.
  • Mads Albertsen har tidligere bl.a. modtaget Roblon Prisen (2012) for sit arbejde. Sideløbende med forskningen på Aalborg Universitet er han medstifter og direktør i virksomheden DNASense, som udfører DNA-analyser og andre bio-analyser for industrien og forskningsgrupper. Privat bor han sammen med kæresten Maibritt Laursen og sønnen Carl på et år - samt hunden Watson.
  • Post.doc Mads Albertsen, Institut for Kemi og Biovidenskab, AAU, tlf. 2293 2191. Download foto.
  • Professor Per Halkjær Nielsen, Institut for Kemi og Biovidenskab, AAU, tlf. 2173 5089.
  • Pressekontakt: Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, mobil 2340 6554.