JAGTEN PÅ EN BÆREDYGTIG LØSNING
Der er en række forskellige metoder til, hvordan man bedst kan beskytte de tidlige blomster mod uventet frost. En af dem er at sprøjte vand eller planteolie på dem – det skaber en isolerende kappe, der kan holde blomsterne frostfrie ved nattetemperaturer ned til fem frostgrader.
En anden mulighed er at sprøjte med beskyttende stoffer eller biostimulanter, der kan øge planternes modstandskraft mod frost i vækstperioden. Overvanding kræver dog store mængder vand, og kemiske stoffer er ikke nødvendigvis en bæredygtig løsning – særligt ikke i forhold til økologisk frugtavl.
En anden mulighed er derfor at se på de frugtsorter, der springer senest ud, fortæller biolog Majken Pagter fra Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet. Hun forsker bl.a. i sammenhængen mellem frugtsorter og frosttolerance.
- Der er stor forskel på, hvornår forskellige sorter af fx æbler eller kirsebær springer ud. Det er klart at de, der blomstrer senest, er bedst beskyttet mod frostskader. Ulempen er bare, at det ikke nødvendigvis er de sorter, frugtavlerne helst vil dyrke. Det afhænger også af smag, udbytte og mange andre ting, forklarer hun.
ÆLDGAMMEL TEKNIK MED POTENTIALE
Løsningen kan muligvis være at se nærmere på en teknik, der har været kendt i tusindvis af år. For at opnå de bedste resultater, er det meget almindeligt at frugtavlere poder deres træer. Det vil sige, at man får skud fra andre frugtsorter til at gro på en anden sorts grundstamme.
Typisk poder man, fordi man gerne vil kunne høste fra træer, der ikke bliver for store eller er modstandsdygtige overfor sygdomme og svampeangreb. Men ifølge Majken Pagter kan podningsteknikken potentielt hjælpe med at gøre frugttræerne mere modstandsdygtige overfor frost om foråret.
- Vi ved meget lidt om, hvad grundstammen på et podet træ betyder for følsomhed overfor forårsfrost - om det kan have betydning for, hvornår træet springer ud, eller om det udelukkende skyldes egenskaberne i de sorter, grundstammen er podet med. Det er noget af det, vi meget gerne vil se nærmere på, så vi kan finde en bæredygtig måde at klimatilpasse frugtavlen på, siger hun.
Kontakt
Majken Pagter
Lektor
Tlf.: 3022 9330
E-mail: mp@bio.aau.dk