Nyt samarbejde skal øge viden om mikroorganismers evne til at omdanne CO2 til bæredygtigt brændstof

Nyt samarbejde skal øge viden om mikroorganismers evne til at omdanne CO2 til bæredygtigt brændstof

Novo Nordisk Fonden har uddelt i alt 120 mio. kr. til 15 interdisciplinære forskningssamarbejder, der skal løse komplekse videnskabelige udfordringer. Et af projekterne går ud på at øge omdannelsen af CO2 til metan ved hjælp af mikroorganismer. Målet er at skabe viden til udvikling af en ny teknologi til fremstilling af bæredygtigt brændstof.

Last modified: 22.02.2021

Nogle af de største forskningsopdagelser sker på baggrund af samarbejde på tværs af faggrænser. Derfor har Novo Nordisk Fonden øget sin støtte til interdisciplinær forskning, og har netop afsluttet det seneste års bevillingsrunde for sine Synergy-programmer, hvor i alt 120 mio. kr. er blevet uddelt til 15 interdisciplinære projekter. Et af projekterne, som har modtaget bevilling gennem Synergy-programmerne, tapper ind i den grønne dagsorden og målet om at reducere verdens CO2 udledning.  Et forskningssamarbejde på tværs af fagligheder, fra henholdsvis Aalborg og Aarhus Universitet, vil øge vores viden om mikroorganismers evne til at omdanne CO2 til bæredygtigt brændstof, som et middel til at undgå at belaste klimaet med yderligere CO2 og fossile brændstoffer.

- Mange af de seneste års mest væsentlige forskningsgennembrud er sket ved interdisciplinære samarbejder, hvor barrierer mellem forskellige klassiske videnskabelige discipliner nedbrydes, og forskere kreativt udnytter synergien og komplementariteten mellem de klassiske discipliner. Synergy-programmerne søger netop at udløse det enorme potentiale, der ligger i de spændende krydsfelter mellem de klassiske discipliner,” siger Lene Oddershede, Senior Vice President, Natural & Technical Sciences, Novo Nordisk Fonden.

Fem af projekterne støttes gennem Novo Nordisk Fondens Interdisciplinary Synergy Programme, hvor der i alt er blevet uddelt 70 mio. kr. til projekter, der bygger videre på lovende pilotdata. Yderligere ti projekter er blevet tildelt i alt 50 mio. kr., gennem Exploratory Interdisciplinary Synergy Programme, der støtter projekter med nye og utestede idéer.

Øget indsigt i mikroorganismers evne til at omdanne CO2 til bæredygtigt brændstof

I det omtalte projekt vil forsker Jeppe Lund Nielsen, fra Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet, sammen med Anders Bentien og Michael Kofoed fra Institut for Bio- og Kemiteknologi, Aarhus Universitet, kombinere viden og metoder fra elektrokemien og mikrobiologien til at øge omdannelsen af CO2 til metan. Projektet vil undersøge hvordan elektrisk strøm kan anvendes til CO2-reduktion i bio-elektrokemiske systemer.

- Kombinationen af vores individuelle faglige kompetencer og støtten fra Novo Nordisk Fonden gør, at vi kan nå et vigtigt skridt i retningen mod udviklingen af nye teknologier til omsætning af CO2 og dermed udgøre en milepæl i anvendelsen af mikrobiel CO2 reduktion inden for Power-to-X, siger Jeppe Lund Nielsen, professor ved Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet. 

Projektet har modtaget knap 5 mio. kr. af Novo Nordisk Fonden og forløber over 2,5 år.

Yderligere information

Novo Nordisk Fonden – Interdisciplinary Synergy Programme

Kontakt:

  • Professor Jeppe Lund Nielsen, Institut for Kemi og Biovidenskab, AAU, jln@bio.aau.dk / 5091 3030
  • Specialkonsulent Camilla Kristensen, Institut for Kemi og Biovidenskab, AAU,  cakr@bio.aau.dk / 9940 9905

News from BIO

See the list