Rudi P. Nielsen - Årets underviser på Kemi og Biovidenskab 2021

Rudi P. Nielsen - Årets underviser på Kemi og Biovidenskab 2021

Stort tillykke til Rudi P. Nielsen, der modtager prisen som Årets Underviser 2021 på Institut for Kemi og Biovidenskab. Med prisen anerkendes Rudi for at skabe engageret og nærværende undervisning af høj kvalitet og med en god portion humor – hvor han altid gør en ekstra indsats for at formidle selv de sværeste fagområder på en forståelig og relaterbar måde.

Last modified: 30.06.2021

Prisen for Årets Underviser på Institut for Kemi og Biovidenskab går i år Rudi P. Nielsen, Sektion for Kemiteknologi, AAU Esbjerg. Med prisen anerkendes Rudis ekstraordinære indsats for at skabe engageret og nærværende undervisning af høj kvalitet og med en god portion humor – hvor han altid gør en ekstra indsats for at formidle selv de sværeste fagområder på en forståelig og relaterbar måde.

- ”Rudi er et aldeles empatisk og sympatisk menneske, som støtter op omkring de studerende. Der findes ingen dumme spørgsmål, og man kan altid forvente et fyldestgørende svar. Rudi kan altid finde tid til at hjælpe med faglige udfordringer, både som underviser, vejleder og sikkerhedsansvarlig. Ud over den gængse undervisning, har Rudi løbende udviklet sin undervisning under COVID-19 ud fra feedback fra de studerende i retningen mod at gøre undervisningen mere innovativ og relevant for de studerende. Han er god til at tage imod feedback, og man føler, at man bliver lyttet til, hvis man har konstruktiv kritik eller kommentarer”.

Sådan beskriver de studerende Rudi P. Nielsen, og tilføjer: ”Rudi er super dygtig rent fagligt og ikke mindst inspirerende. Hans præsentationer af selv de sværeste fagområder foregår med PowerPoints og eksempler, som gør det let at følge med i samtidig med, at det foregår i øjenhøjde med de studerende. Som vejleder er Rudi god til at give konkrete svar, når det haster, og god til at give tid og ro, så man som studerende selv kan finde svaret selv, hvis tiden er til det. Som vejleder udviser han stor interesse i studenterprojekter, hvilket hjælper os til at få større fornemmelse af ansvar og fokus. Ud over dette føler man sig altid tryg og godt tilpas, når man arbejder med Rudi, på grund af hans altid gode humør, personlighed og sjove anekdoter fra egen studietid”

Hvad betyder det for dig at modtage prisen som årets underviser?

Det er en stor ære at modtage prisen! Den anerkendelse, det er, at modtage prisen fra de studerende, betyder rigtigt meget for mig. Jeg er glad for at undervise og synes, det er spændende at finde måder, hvor jeg kan formidle de nogle gange komplekse fagområder på en måde, som gør det mere overskueligt og knap så frygtindgydende. At modtage prisen betyder for mig, at de måder jeg har grebet undervisning an på, er godt modtaget af de studerende, og det er jeg umådeligt glad for.

Hvad lægger du særligt vægt på i din undervisning?

Det er meget vigtigt for mig at møde de studerende der, hvor de er. Om det er på deres første semester, hvor de først lige er ved at finde sig til rette i tilværelsen som universitetsstuderende, eller om det er på et af de sidste semestre, hvor der er fokus på nogle helt andre ting. At holde det gode humør højt og italesætte selv de svære ting på en positiv måde er et fokuspunkt for mig. Og det er uanset, om det er til vejledning eller til kurser og undervisning – min indsats for at skabe en god atmosfære gør forhåbentlig, at alle tør stille de spørgsmål, de nu engang sidder med.  

Kontakt

News from BIO

See the list